Jeg femten år og jeg vil ikke dø

I skæret af et blafrende stearinlys i et delvis sønderskudt hus i Budapest sidder en ung pige på 15 år og skriver dagbog. Ikke en romantisk dagbog om det første kys, eller de små søde hemmeligheder, som hører hendes alder til; for over hovedet på hende styrter etage efter etage sammen, og vandet fra Donau trænger ind gennem sprækkerne i muren, medens tyskerne og russerne udenfor kæmper om den brændende by.

Tolv civile ungarere har søgt tilflugt i denne kælder, og disse forskelligartede mennesketyper afslører sig på godt og ondt for Christines åbne og undrende sind. Her er de, som bevarede værdigheden, og de, som mistede fatningen - den unge desertør, som alle elsker, fordi han bringer mad og medicin - den døende, mistænksomme mand, som plager alle med sit sortsyn - det unge par, som fylder kælderen med kærlighed og Christines forældre, som ikke et øjeblik mister deres menneskelige værdighed…

Efter to måneders forløb har russerne fået overtaget. Forpinte, ydmygede og halvt vanvittige kravler ungarerne op for at møde den nye dag som et erobret folk i en by, der er blevet forvandlet til en kirkegård, og den unge pige og hendes forældre vandrer til fods ud af den ødelagte by - og nu begynder en dødsensfarlig og nervepirrende kamp for at komme bort - over grænsen til Wien…

Denne rystende aktuelle bog fortjener at blive læst af alle frie folk i verden. Den har fået den franske Prix Vérité som en af de bedste og sandfærdigste bøger om krigen.